Mads Føk

Mads Føk

Mads Føk er et uafhængigt kommunikationsorgan for de studerende ved mat-fys-faggruppen på Aarhus Universitet. Mads Føk finansieres af Studienævnet for 2-fagsuddannelser og udkommer 4 gange om året. Mads Føk er et blad skrevet af studerende til studerende. Bladet består af en vid vifte af indlæg rangerende fra tegneserier og hetzes til litteratur på et højt plan.

Hvis du er frisk på at skrive noget seriøst eller underholdende, så mød op til vores redaktionsmøder. Vi trykker nemlig alting som bare et fåtal af de studerende kunne finde på at læse. Det er faktisk ret sjovt. Vi holder som regel møder på Rådet på Matematisk Institut. Man er altid velkommen til at sende en mail og få dato til næste redaktionsmøde.

Vi bringer ofte faste segmenter, såsom Dr. Føks brevkasse. Dampventilen, der er en god mulighed hvis man er olm. Rigelige med hetz, hvis folk siger noget de fortryder. Hjemmelavede haikudigte. Horoskoper, og modsat andre blade, så holder vores horoskoper stik, når tiden går mod uendelig. Og så har vi anmeldelser af mad, film, og meget, meget mere.

Vores blad har en lang og episk historie, og udgivelserne kan ligefrem findes på statsbiblioteket. Det er ikke uden grund, at vi er blevet beskrevet som underground Disney. Vi har digitale kopier af de fleste af vores tidligere udgivelser, og vi arbejder på at få digitaliseret de gamle analoge blade. For tiden har vi et oplag på 500-600 eksemplarer, som vi uddeler på matematik, fysik, datalogi/IT, nano og kemi.